ASC Away: Tag med til årets sidste kamp!

Tiden flyver og vi er allerede kommet til årets sidste kamp. Et år som for AaB’s vedkommende startede på en sidsteplads i sidste års turnering, men som gav en redning i allersidste øjeblik efter et godkendt forår. Og et år hvor AaB ser ud til at slutte denne sæsons efterårsturnering med medaljepladser inden for uventet rækkevidde efter en halvsæson over al forventning. Set over hele kalenderåret er AaB kun 3 point fra at være 2011’s næstbedste hold og ligger dermed i et felt på hele 6 klubber med bare 4 points forskel i hele årets pointhøst.

 

Modstanderen hedder Silkeborg IF, når AaB lukker årets fodboldkalender med en lørdagskamp den 3. december med kampstart klokken 17.00. Kampene mod Silkeborg har gennem tiden vekslet mellem enten at være ganske målfattige med enten ingen eller 1 til 2 mål, eller også deciderede målorgier, hvilket resultaterne 4-3, 4-6 og 1-4 inden for de seneste 6 indbyrdes opgør i Silkeborg vidner om. Om det kommende opgør byder på målorgie eller ej er egentlig underordnet hvis bare den byder på en AaB-sejr, som virkelig kan lægge fundamentet til en rigtigt spændende forårssæson, hvor fodboldfeberen igen vil ramme Aalborg så snart forårsturneringen skydes i gang med hjemmekampen mod FCK i starten af marts.

 

Tag med til Silkeborg og giv spillerne din hyldest og din tak for et spændende 2011 og ikke mindst en fremragende efterårssæson af vores drenge. Fremtiden tegner lys for AaB!

 

Som traditionen byder sælger vi til årets sidste udebanetur julebryg i bussen til bare 10,- kr. pr. stk. Vi har selvfølgelig også som altid salg af sodavand, almindelige øl, Breezere o.l. og andre varer. Husk at du kan benytte dankort til betaling i bussen.

 

 

Afgang/hjemkomst
Der er afgang fra parkeringspladsen bag Nordtribunen på Aalborg Stadion kl. 14.00 og hjemkomst samme sted omkring kl. 21.30.

 

 

Priser og tilmelding
Du kan købe billet til turen via http://a-s-c.dk/catalog/3. Prisen er kun 75,- kr.

 

Husk at de første 40 tilmeldte kan købe entrébillet til stadion for bare 50,- kr.

 

Hvis du tilmelder flere personer samtidig, skal vi venligst bede dig om at anføre medlemsnumre og navne på dem alle.

 

 

Tilmeldingsfrist
Sidste frist for køb af billetter i forsalg til Silkeborg-turen er torsdag 1/12-11 kl. 20.00!

 

 

Praktiske oplysninger
Du finder praktiske oplysninger om vores ture under Busudvalgets sider her på hjemmesiden. Hvis dine eventuelle spørgsmål ikke bliver besvaret her, er du velkommen til at sende en mail til busudvalg@aab-support-club.dk

Nyeste produkt: