Tilmelding
Medlemmer/ikke-medlemmer
ASC's udebaneture er "kun" åben for medlemmer. Både ved køb via webshoppen og i AaB Shoppen, er det muligt at melde sig ind i ASC samtidig med tilmeldingen til turen.
Tilmelding - forsalg
Der er to måder, hvorpå du kan købe billet i forsalg til ASC's udebaneture.
Du kan købe din busbillet
• Via webshoppen (www.ascshoppen.dk)
• Ved personligt fremmøde i AaB Shoppen, Friis City Center Aalborg
Uanset om du køber din billet via webshoppen eller i butikken, er der altid mulighed for at købe billet til én enkelt udebanetur, til flere udebaneture eller til alle udebaneturene på én gang.
Priserne gradueres efter, hvordan billetten købes. De billigste busbilletter vil være at finde ved køb på webshoppen, idet dette administrativt er langt den letteste løsning for Busudvalget, hvilket også kommer vores deltagere til gode. Ydermere gives der på denne måde lige vilkår for alle til at sikre sig de billigste billetter - uanset om man tilfældigvis bor i Aalborg og omegn, eller ej. Køber du din busbillet i AaB Shoppen, er prisen DKK 15,- dyrere pr. billet.
Køber du din billet via webshoppen, får du ikke efterfølgende tilsendt nogen billet til turen, men derimod modtager du en ordrebekræftelse på den mailadresse, som du angiver i forbindelse med købet. Køber du din billet i butikken, får du heller ikke udleveret nogen billet, men udfylder i stedet for et skema med dine personlige oplysninger, samtidig med at du også får udleveret en kassebon som bevis på dit køb.
Ved afgang skal du checke ind til bussen med dit ASC-medlemskort, og du behøver derfor ikke at medbringe udskrift af webshop-ordrebekræftelsen eller kassebon fra butikken.
Kun med bussen den ene vej
Skulle du kun have behov for at tage med ASC-bussen enten ud eller hjem, er dette muligt ved at sende en mail til Busudvalget på busudvalg@aab-support-club.dk med besked om envejsturen. Dette skal ske inden udløb af tilmeldingsfristen.
Tilmeldingsfrist
Grundet et godt samarbejde med vores busleverandør, har vi mulighed for at have en forholdsvis sen sidste tilmeldingsfrist. Vi vil dog alligevel henstille til, at du tilmelder dig turen så snart du beslutter dig for at deltage. Et højere tilmeldingsantal virker nemlig selvforstærkende og kan overbevise eventuelle tvivlere om, at de også skal deltage i turen. Det kan give flere deltagere til alles fornøjelse.
Sidste frist for tilmelding i forsalg er således som følger:
• Mandage kl. 20.00 ved onsdagskampe
• Tirsdage kl. 20.00 ved torsdagskampe
• Torsdage kl. 20.00 ved lørdagskampe
• Torsdage kl. 20.00 ved søndagskampe
• Torsdage kl. 20.00 ved mandagskampe
Enkelte undtagelser kan forekomme. Sidste tilmeldingsfrist for en konkret tur vil altid kunne findes i annonceringen af turen her på hjemmesiden samt på vareteksten i webshoppen.
Billetsalg - på dagen
Hvis der efter udløb af tilmeldingsfristen stadig er ledige pladser i bussen, er det også muligt at købe billetten på kampdagen. Dog vil disse billetter være pålagt et gebyr på 50,- kr. pr. billet i forhold til webshop-prisen.
Vær opmærksom på, at der altså kan være udsolgt, så du kommer til at gå forgæves. Vi anbefaler derfor kraftigt, at billetten købes i forsalg.
Priser
Priserne på turene oplyses fra gang til gang i forbindelse med annoncering af turene her på siden.
